Et puslespil med 45 brikker. Det er Dominio de Es. Og som med alle interessante puslespil, er det væsentlige ikke kun det endelige billede, men værdien af hver enkelt brik.
I Atauta, i den mest stille ende af den sorianske Ribera del Duero, bygger Bertrand Sourdais sit projekt som en, der arrangerer et gammelt kort. Ud fra små parceller — i alt 45 — der tilsammen knap udgør 6 hektar. Vinstokke i buskform, mange af dem præ-phylloxera, plantet på sand-, kalk- og lerjord i mere end 950 meters højde. Et fragmenteret, krævende landskab fyldt med nuancer. Men i dette puslespil er der brikker, der skiller sig ud. Og en af dem er Dominio de Es La Mata.
Her taler vi ikke længere om et samlet billede, men om en enkelt brik. En minimal parcel, på knap 0,38 hektar, dokumenteret siden 1904. Netop nok til at alt giver mening… eller til at intet kan skjules.
Beliggende i 935 meters højde, med øst-nord orientering, modtager denne vinmark solen på det afgørende tidspunkt af dagen og søger ly, når den er mest intens. Denne naturlige balance tillader en langsom, præcis, næsten stille modning. Jorden, en usædvanlig kombination af ler-kalkholdigt sand på ler, definerer en karakter, der er mere baseret på dybde end på styrke.
Vinstokkene, præ-phylloxera og i buskform, har i over et århundrede tilpasset sig dette miljø. De producerer ikke meget — og det er heller ikke nødvendigt —, men det, de giver, har en identitet, der er svær at kopiere. Tinto fino som base, ledsaget af albillo mayor og en lille procentdel af alicante bouschet, danner en vin, der stammer direkte fra stedet.
I vineriet følger alt den samme præcisionslogik. Manuel høst, lange macerationer på omkring 30 dage og lagring i nye franske egetræsfade fra Bourgogne. Uden kunstgreb, uden hast. Kun velovervejede beslutninger for at finjustere, ikke for at maskere. Resultatet er omkring 1.000 flasker pr. årgang. Få. Men tilstrækkelige til at forstå, at denne vin ikke spiller på at være åbenlys.
Dominio de Es La Mata har tilstedeværelse, men også mystik. Den overgiver sig ikke med det samme. Den åbner sig langsomt, udvikler sig og gør det klart, at den er tænkt til at vare. For den, der har tålmodighed. For i sidste ende, som med gode puslespil, ligger nøglen ikke i at se billedet hurtigt. Det ligger i at nyde, hvordan hver brik passer sammen.